På Valmue-stuen er der tilknyttet to pædagoger og én pædagogmedhjælper. Den ene pædagog er børnehavens stedfortræder. Børnehavens leder er – ud over den daglige ledelse – også at finde på stuen i perioder og indgår aktivt i det pædagogiske arbejde.
I hverdagen arbejder vi ud fra en ugeplan, som giver et overblik over de pædagogiske aktiviteter for den kommende uge. Ugeplanen er tænkt som en ramme for hverdagen, men den er altid fleksibel og giver plads til spontanitet, nysgerrighed og mulighed for at følge børnenes initiativer og interesser. I dagligdagen veksler vi mellem planlagte pædagogiske aktiviteter og fælles aktiviteter, hvor fællesskabet styrkes.
Vi prioriterer udeliv og bevægelse og bestræber os på at komme ud af huset mindst én gang om ugen. Turene i nærmiljøet og naturen giver børnene nye oplevelser og plads til både fællesskab, fordybelse og leg i andre rammer end stuen.
Omsorg, nærvær og trivsel er grundlæggende i vores pædagogiske arbejde. Vi lægger stor vægt på, at børnene mødes med ro, anerkendelse og åbenhed, og at der altid er tid og plads til det enkelte barn – uanset om der er brug for en tryg favn, en snak eller bare et øjebliks nærhed.
Med tilbygningen har Valmue-stuen fået egen indgang fra legepladsen samt en større stue, hvor der er mulighed for at indrette flere små legemiljøer. Det giver børnene gode betingelser for fordybelse i legen og mulighed for at lege i mindre fællesskaber, hvor relationer kan vokse.
På stuen arbejder vi målrettet med børnenes selvstændighed og selvhjulpenhed i hverdagen. Børnene inddrages i daglige rutiner som borddækning og oprydning, og vi giver dem tid, støtte og opmuntring til selv at mestre garderobesituationer. De små succesoplevelser styrker børnenes selvtillid og oplevelse af at kunne selv.